Heste på mark

Overnatning med hest

Foto: VisitSilkeborg

Der er masser af skøn natur og gode rideruter i Silkeborg og Midtjylland generelt. Vil du gerne se dele af landet på hesteryg, kan det klart anbefales, at du tager en overnatning eller to undervejs. 

Det kan være, at du har lyst til at kombinere flere rideruter og for eksempel tage hele turen fra Randers over Silkeborg og videre til Horsens (eller omvendt). Eller måske nøjes du med en enkelt strækning og tager en overnatning undervejs, for på den måde at undgå en stressende tidsplan, hvor du skal nå tilbage og hjem før mørkets frembrud. Uanset, hvor langt du vil ride, vil en overnatning undervejs på din ridetur give dig lidt flere oplevelser med: Bålhygge om aftenen, tid til at stoppe helt op og nyde de grønne omgivelser og en sand mulighed for at komme ned i gear og søge væk fra hverdagens stress og jag. Men skal din ridetur strække sig over et par dage, kræver det naturligvis også, at du – og din hest – kan få et sted at overnatte. Og den slags er der masser af.

Høhoteller nær Silkeborg
Hvis du skal på rideferie, men ikke ønsker at sove i naturen, kan du indlogere dig og din hest på et såkaldt høhotel, som typisk er et Bed & Breakfast med en fold til dyrene. Der ligger en håndfuld af slagsen nær Silkeborg by, og det giver dig gode muligheder for at kombinere rideturen med sightseeing og en hyggelig cafétur i den stemningsfyldte gågade. Et eksempel på et godt høhotel/bed & breakfast er den smukt beliggende, økologiske gård, Tyklundgaard, ved Bryrup, hvor du også har den fordel, at du kan forkæle dig selv med forskellige wellnessoplevelser. Der er desuden også Moselundgaard B&B & Hestehotel ved Engesvang (Lidt vest for Silkeborg) og et par andre høhoteller i Midtjylland. Høhotellerne er helt klart den mere komfortable løsning til dig, der ikke gider at bøvle med trangia og opsætning af telt.

Oversigt over høhoteller:

  • Moselundgaard B&B, Ferielejligheder og Hestehotel
    Fundervej 98, 7442 Engesvang. 
    Tlf. Lars Møller: 20445553 
    E-mail: moselundgaard@hotmail.com
     
  • Hanne Fisker, Tyklundgaard
    Tyklundvej 3, Løve, 8654 Bryrup
    Tlf.: 75756869 & 30866878 
    E-mail: tyklund@mail.dk 
    Tyklundgaard.dk

Overnatning med hest i naturen
Vil du gerne ud i det grønne og vågne op til lyden af fuglekvidder, kan du finde en natur- eller teltplads, hvor heste er tilladt. Det er der for eksempel på Brædstruppladsen og "Bryrupbanestien, Lundum", der begge passer perfekt, hvis du er på ridetur langs Naturstien Silkeborg-Horsens. Vil du gerne overnatte i shelter med din hest tættere på Silkeborg, kunne Ellinglund være en mulighed. Mellem Herning og Silkeborg ligger også en teltplads ved Bording, og befinder I jer nær Randers, kan I overnatte ved Ålykke Dambrug eller Nørreå Shelter. Gl.Rye Teltplads, Galten Teltplads og Sønderås Naturlejr er også muligheder.

Der findes mange flere end de ovennævnte høhoteller og naturlejre, hvor du kan overnatte med hest, og du kan med sikkerhed finde ly for natten et sted nær din riderute. Vil du sove i naturen, kan du på Naturstyrelsens side, www.udinaturen.dk, læse mere om de forskellige natur- og teltpladser, og finde de steder, hvor hest er tilladt. Leder du efter et høhotel, har www.islandsheste.dk en liste med forskellige muligheder.

God rideferie!