5 børnevenlige vandreruter (dagsture)

Foto: Carsten Dall
Aktiviteter
Turforslag
Adresse

8600 Silkeborg

Leder du efter oplagte dagsture til en weekendudflugt eller træningsture inden i skal afsted på vandreferie, så kan nedenstående vandreruter anbefales. Alt efter hvor erfarne børnene er med at gå, er det en god idé at motivere dem undervejs og gøre turen sjov.

Prøv eventuelt turbingo, hvor I laver en spilleplade med forskellige ting, I vil kunne opleve. Aftalt på forhånd en lille gevinst, hvis I finder et bestemt antal af bingopladsens ting. På den måde sikre du, at børnene har noget at fokusere på under tuen. Bloggen Alle ud har en god grundmodel, som du kan finde her.

Oversigt over børnevenlige vandreruter i Danmarks Outdoor Hovedstad:

1) Almindsø rundt / DK's eneste certificeret Familiesti af Dansk Vandrelaug

En meget smuk rundtur i en varieret skov med udsigt til søen næsten hele vejen rundt og flere steder er der placeret bænke med fine udsigter, blandt andet ved Kroghs Bænk.

Ruten kan startes ved Østre Søbad eller ved den nordlige p-plads på Søndre Ringvej ved Almind Sø. Vandet i Almind Sø meget rent, da der ikke er tilløb af markafvanding eller spildevand. Der er muligheder for at bade 3 steder rundt om søen, heraf 2 steder med badebro og lavvandet område for mindre børn og der er små badestrande, hvor mindre børn kan lege i sandet med medbragte legeredskaber. I den sydlige ende af søen ved Østre Søbad findes også et område med sand og græs, hvor der er mulighed for boldspil. Rundt om søen er der desuden flere steder med naturlige klatre- og balanceudfordringer i fældede og væltede træer.

  • Længde: 4,2 km.
  • Estimerede tid: 1 time 15 min. - 1 time og 30 min.

Find kort over ruten her.

Det er muligt at downloade ruten via www.kvalitetssti.dk / www.viewranger.com eller direkte ude på ruten via QR koden, som kan findes ved informationstavlen ved den nordlige p-plads på Søndre Ringvej ved Almind Sø.

2) Slåensø rundt

Turen starter ved Svejbækvej og går herfra til den østlige ende af søen. Langs sydsiden af søen kan du se flere røde sumpe. Det er naturlig okker fra kilderne som munder ud i søen. Kilderne har givet navn til søen ”Slauen Sø” efter oldnordisk ”Slagna”, som betyder at springe eller skvætte ud.

Når vejret er godt lægger snogene sig nordvest for søen og solbader på de væltede træer i søen. Hvis du går stille kan du være heldig at se dem. Ved aflø- bet Millingbæk kan du nyde madpakken ved de opstillede borde og bænke.

  • Længde: 3 km.
  • Estimerede tid: 1 time - 1 time og 15 min.

Find kort over ruten her.

3) Ørnsø rundt

OBS: Stien er i perioder delvist oversvømmet.
Turen giver gode muligheder for at opleve fuglelivet. På vandet ses gæs, blishøner og ænder. Isfugle og hejrer ses ofte ved søbredderne. I sumpskoven opleves et rigt småfugleliv, som især høres om foråret, når fuglesangen fra mejser og sangere topper. I den sydvestlige ende af søen høres nattergalen.  Om efteråret kan man være heldig at se ”sort sol”: flokke af stære dansende over søen.

  • Længde: 3 km.
  • Estimerede tid: 1 time - 1 time og 15 min.

Find kort over ruten her.

4) Træturen

NB: Turen er ikke afmærket.
Turen udgår fra skulpturparken ved KunstCentret Silkeborg Bad. Undervejs passeres mere end 40 forskellige træarter. Tidligt på ruten passeres et område med over 250 år gamle, hullede bøge, der er hjemsted for flagermus, spætter, mejser og andre fugle. Turen præges især af store nåletræer: Douglasgran, almindelig ædelgran, sølvgran og kæmpeædelgran. Det tykkeste (4,48 m i omkreds) vokser dér, hvor ruten krydser Bryrup Banesti. I den østlige del af ruten fører en smal sti til udsigtspunktet ved Kroghs Bænk, hvorfra man følger søbredden og stierne tilbage.

  • Længde: 3,5 km.
  • Estimerede tid: 1 time og 15 min - 1 time og 30 min.

Find kort over ruten her.

5) Bakketuren

Fra byen og fra de forskellige P-pladser langs vejene kan du gå op i bakkerne i skoven. En tur fra Dronningestolen over Langdalsåsen, Birkehøj og Ulvehoved til Lovisehøj kræver lidt kondition. Men her kan du opleve tykninger af gran, fyr og bøg veksle med det ene smukke udsigtspunkt efter det andet. På turen tilbage kan du gå under banen og ned til Brassø og følge stierne tilbage mod byen.

  • Længde: 7 km
  • Estimerede tid: 2 timer og 45 min - 3 timer.

Find kort over ruten her.

Adresse

8600 Silkeborg

Relaterede produkter

Opdateret af:
VisitSilkeborg