Slaget ved Grethe Hede

Om Silkeborg

Photo: Museum Silkeborg

Søhøjlandet har mange unikke historier at dykke ned i, hvilket gør det til et af de mest interessante destinationer i Danmark.

Læs om Silkeborgsøerne og Gudenåen

Silkeborgsøerne

Silkeborgsøerne er en fællesbetegnelse for en række søer sammenkædet af Gudenåen i det naturskønne område mellem Silkeborg og Ry. Nordligst ligger Silkeborg Langsø, 200 ha og indtil 5 m dyb, der danner en 7 km lang, smal bue gennem byen. Den får tilløb fra Ørnsø via Funder Å i vest.

 

De større søer er stærkt fosforforurenede og næringsrige, mens Slåensø og Almind Sø, sidstnævnte med søbad, er usædvanlig rene. Silkeborgsøerne ligger i en bred tunneldal, ca. 20 m.o.h., omgivet af skov- og hedeklædte erosionsskrænter, såkaldte falske bakker, der fører op til et moræneland 70-140 m.o.h. Mellem søerne og skrænterne er der smeltevandsterrasser dannet af Gudenåen. Søbredderne er bugtede med store bræmmer af rørskov, og søbassinerne er præget af dødishuller med undersøiske skrænter.

 

Søområdet er kendt for sin turistbådfart om sommeren mellem Silkeborg, Himmelbjerget og Laven med bl.a. verdens ældste hjuldamper, Hjejlen, samt bådfart mellem Ry og Himmelbjerget.

 

Gudenåen

Gudenåen er med sine 160 km Danmarks længste vandløb. Åen udspringer i Tinnet Krat nordvest for Tørring tæt på Vejle og har sit udløb i Randers Fjord ved Randers Bro.

 

På sin vej til udløbet ved Randers i Randers Fjord har åen adskillige større tilløb, bl.a. af Mattrup Å, Salten Å, Funder Å, Gjern Å, Alling Å og Nørreå. Gudenåen løber desuden gennem flere større søer bl.a. Mossø, Gudensø, Julsø, Borre Sø, Silkeborg Langsø samt den kunstige Tange Sø.

 

Hærvejen, også kendt som Pramdragerstien, følger i store træk åen og er en smuk tur for det vandrende folk. Man vil få unikke naturoplevelser i et varieret og til tider svært tilgængeligt landskab. Nogle strækninger er renoveret med træ-stier - andre er mudrede og med højt græs. Hvis man ønsker at gå turen, skal man være opmærksom på, at den samme strækning, der med lav vandstand er en tør sti, efter regnvejr og med høj vandstand kan være nærmest oversvømmet.

Du kan læse mere om Trækstien og dens nuværende tilstand her.

 

Historie

Langs Gudenåen er der konstateret bebyggelsesspor fra oldtiden som i ældre arkæologi ofte blev benævnt Gudenåkulturen. Åen har senere spillet en vigtig rolle som fiskevand, transportvej, kraftkilde og rekreativt område. En række klostre, med cistercienserklosteret i Øm fra 1172 som det vigtigste, blev anlagt ved åen og dens søer.

 

Siden middelalderen har der været etableret laksegårde under fiskenes opgang på strækningen fra Randers til Ulstrup; ålegårde fulgte længere oppe ad løbet. De fleste laksegårde blev efterhånden sløjfet for at give plads til pramfarten. Strækningen fra Randers til Silkeborgsøerne begyndte i middelalderen at blive besejlet af lastepramme; i 1800-t. blev åløbet uddybet af hensyn til pramfarten, og der blev anlagt trækstier langs bredderne. Pramfarten kulminerede i 1860'erne for snart derefter at blive udkonkurreret af jernbanerne.

 

Vandkraften er blevet udnyttet af en række møller og industrielle anlæg. Kun ganske få af de talrige middelalderlige møllesteder er bevaret. Papirfabrikken i Silkeborg (1844) havde afgørende betydning for byens udvikling, og ved Klostermølle (1873) brugtes vandkraften. Landets største vandkraftanlæg, Gudenåcentralen, blev åbnet ved Tange i 1921. Ved Vestbirk blev et lignende, men noget mindre anlæg åbnet i 1924.

 

Udnyttelse og rekreation

Gudenåen er en af Jyllands naturperler og tiltrækker hvert år mange turister og nydere af naturen i øvrigt. 

 

Der er mulighed for at sejle i kano helt fra Tørring til udløbet i Randers Fjord. Desuden er det muligt at sejle med motor- og sejldrevne både på dele af Gudenåstrækningen. Sejler man langs Gudenåen vil man opleve end del variation i flora og fauna. Åen er nemlig hjemsted for mere end 80 plantearter, heraf 44 vandplantearter. Blandt hyppigt forekommende arter kan nævnes sumpplanterne brudelys, grenet pindsvineknop og høj sødegræs. 

 

Gudenåens fiskebestand er meget artsrig med bl.a. laks, ørred, ål, stalling, brasen, skalle og aborre m.v.

 

Læs mere om hvor du kan leje kano og kajak langs Gudenåen her.

 

Sagnet om Gudenåens navn

Sagnet siger, at Gudenåen har fået sit navn efter en ustyrlig fyr, der hed Gudar. Han bortførte pigen Else fra hendes fars hus i Tinnet Krat, hvor åen har sit udspring.

 

Gudar bandt pigen til en kærre, og for at forvirre forfølgerne kørte han i indviklede sving og slyngninger. Men pigens far søgte hjælp hos en klog mand i Tørring, som kaldte bække og kilder sammen og bad dem om at vise vej. Vandet nåede Gudar ved Randers Fjord. Gudar og hesten druknede, mens den skønne Else slap fri. Sådan fik Gudenåen sit krogede forløb.

 

Tekst: Den Store Danske

Læs om Slaget på Grathe Hede 1157

23. oktober 1157 står middelalderens vigtigste slag på Grathe Hede ved Thorning. Her ender den blodige borgerkrig, der hærger landet i midten af 1100-tallet, da kongerne Valdemar og Svend mødes på heden for at afgøre, hvem der skal være konge i Danmark.

 

Udefra er riget truet af venderne, der hærger de danske kyster, kejseren truer fra syd, og ærkebiskoppen i Hamburg ønsker at underlægge sig den danske kirke. Indefra er stormændene trætte af borgerkrig og langvarige slægtsfejder. Efter slaget på Grathe Hede lykkes det vinderen, Valdemar den Store, at slå venderne og sikre samarbejdet med kirken. Hans søn, Knud den 6., sikrer uafhængighed af kejseren. 

 

Kimen til borgerkrigen
Slægstfejden og kimen til borgerkrigen går langt tilbage. Da landets sidste vikingekonge, Svend Estridsen, dør i slutningen af 1000-tallet efterlader han sig fem sønner, der bliver konger én efter én. Det er deres efterkommere, der kæmper i den blodige borgerkrig, hvor hærene mødes igen og igen. To af gangene ved Thorning. Svend, Knud og Valdemar, som kæmper indædt om tronen, er alle tre oldebørn af Svend Estridsen. 

 

Svend, Knud og Valdemar
Knud og Svend bliver begge valgt til konger i Danmark i 1146, Valdemar er endnu for ung. Efter mange slag og Knuds voldsomme død under Blodgildet i Roskilde, mødes to hære på Grathe Hede. Valdemar leder en hær, der bliver større dag for dag, mens Svend leder den skånske ledingshær. Svend taber, og den årelange borgerkrig er slut.

 

Kilderne beretter, at Valdemar besejrer Svend på Grathe Hede. Svend stikker af og overfaldes af lokale bønder, hvorefter han begraves i den lokale kirke. Valdemarstiden begynder, og riget stabiliseres i forhold til kejser, kirke og den vendiske trussel. Kongemagten styrkes, og Dannebrog falder ned fra himlen.

 

Tekst: Museum Silkeborg

Læs om Himmelbjerget

Himmelbjerget blev frem til midten af 1800-tallet opfattet som Danmarks højeste punkt. Med sine 147 meter over havet er det sagnomspundne Himmelbjerg bestemt også en imponerende kæmpe, og den får tilføjet bjergromantik af den stejle bakke ned mod den smukke Julsø. Selve navnet Himmelbjerget optræder på skrift allerede i begyndelsen af 1700-tallet, hvor der blev afholdt en dramatisk ulvejagt på bjerget. Det er altså et gammelt lokalt stednavn og ikke en romantisk betegnelse indført af de første turister. 

 

Himmelbjerget har gennem generationer været et yndet udflugtsmål og allerede i slutningen af 1830’erne gjorde digterpræsten St.St. Blicher bjerget berømt som rammen om sine folkemøder. Nu om dage mødes folk stadig på bjerget for at hylde demokratiet og grundloven. F.eks. holder Hotel Democracy grundlovsfester hvert år d. 5. juni. Landskabsmalerne udbredte kendskabet til stedets herligheder gennem deres skildringer af bakker, skove og udsigter. Siden kom ølboder, pavilionner, hotel, iskiosker og souvenirbutikker til – og biler ikke at forglemme.

 

Ved at studere mindestenene på Himmelbjerget kan man også få indsigt i, hvordan Det danske Riges Grundlov blev til – og endda få historien lige i øret som en podcast. Hør podcasten her.

 

Himmelbjerget er i dag et af de mest besøgte udflugtsmål i Danmark. Flere hundrede tusinder kommer hvert år kørende, sejlende, cyklende eller vandrende til bjerget.

 

Tekst: VisitSkanderborg

Læs om Silkeborg Skovene

Silkeborg-skovene er en del af Danmarks suverænt største skovområde på 128 km². Heraf udgør statsskovene Kobskov, Lysbro Skov, Nordskov, Vesterskov, Østerskov og Sønderskov 32 km². Skovene ligger omkring og syd for Silkeborg, og unik for skovene er, at de alle grænser op til små og store søer.

 

Formet af istiderne

Silkeborg-skovene ligger midt i Danmarks største sø-område, og det bakkede landskab er formet af istiderne, som har været ekstra voldsom i denne del af Danmark. Silkeborg ligger lige i et knæk på Gudenå, hvor åen mange steder minder om en flod, hvor Gudenåen former søer som fx Silkeborg Langsø, Brassø, Borre Sø og Julsø.

 

Søerne ligger i de store dalstrøg, der sandsynligvis er dannet før istiderne, hvor Danmark lå som en slette gennemskåret af store floder. Floderne ledte vand fra det svenske højland ud mod Nordsøen og skar dybe dale i landskabet. Det samme dalsystem blev brugt af smeltevandet under den sidste istid (115.000-8.000 f.Kr.), hvor isen lå omkring Silkeborg og øst for Silkeborg. Kolossale mængder smeltevand strømmede fra indlandsisen og fulgte det allerede eksisterende dalsystem.

 

Da indlandsisen smeltede bort lå tunneldalenes stejle sider tilbage uden bevoksning. Erosion fra smelte- og regnvandet og udsivning af grundvand førte til, at tunneldalenes sider blev furet af stejle sidedale og kløfter, og på den måde er det meget kuperede terræn opstået.

 

Udsigtspunkterne Lovisehøj, Karolina Amalies Høj, Kongestolen, H. C. Andersens Høj og Åsen er alle såkaldte falske bakker, der er dannet ved erosion ud mod tunneldalene.

 

Gravhøjene i Vesterskov

Mange steder langs Gudenå ligger der bopladser fra jægerstenalderen (13000-4000 f. Kr.). Oldsager herfra kan ofte findes på marker ud mod vandet.  De første tydelige spor på menneskelig aktivitet i Silkeborg-skovene, finder man i Vesterskovs mange gravhøje (fx 16 på kortet). Normalt ligger gravhøje på bakker, så de bliver bemærket, men i Vesterskov ligger flere end 35 gravhøje som perler på en snor langs de flade skovveje Hjortedalsvej, Brededalsvej og forbi Kongshus og vest ud af skoven. Oprindeligt lå gravhøjene synlige i et åbent hedelandskab, da de blev bygget i bronzealder (1700-500 f. Kr.) og jernalder (500 f. Kr.- 800 e.Kr.). I dag skjules denne sammenhæng af skoven. Gravhøjene optræder nu mere som enkelthøje eller i små grupper.

 

Vesterskov har medvirket til at konservere landskabet og dermed også de mange oldtidsminder, som hverken har været truet af jordbrug eller byggeri. Gravhøjene veksler i størrelse fra store, smukt kuplede høje, der rager mere end 3 meter op, til ganske lave tuer. Ingen af dem har været udgravet.

 

Røser - et spor fra vores forfædre

Skoven står solidt, som om den altid har været her. Men det har den ikke. I Vesterskov (17 på kortet) er der flere tydelige spor fra vores forfædres opdyrkning af jorden. Tæt ved bomskolen (se nedenfor) nordvest for Kongshus er der registreret ca. 20 røser. Røse betyder blot en dynge sten, men navnet bruges om gravrøser (sten, der markerer en grav), kogestensrøser (sten, der er krakelerede eller sprængt pga. ild) og rydningsrøser (sten, der er samlet for at rydde jorden til agerdyrkning).

 

Røserne i Vesterskov er rydningsrøser, der fortæller, at det forholdsvis flade område tidligere har været brugt til landbrug. Men det har ikke været muligt for eksperter fra Silkeborg Museum at datere røserne. Der er ingen tegn på brug af hjulploven, som blev brugt i middelalderen, og derfor gættes der på, at det må være jernalder-bønder for ca. 2000 år siden, som har boet her.

 

Bomskolen i Vesterskov

Silkeborg-skovenes smukkeste stendige (17 på kortet) ligger i Vesterskov. Det grænser op til den store lysning i skoven ved skovfogedstedet Kongshus. Stendiget afgrænser en planteskole – eller en bomskole som man kaldte det i 1800-tallet efter det tyske ord baumschule. De danske skove var i begyndelsen af 1800-tallet meget åbne græsningsskove. Da staten overtog Silkeborg-skovene i 1823, skulle forstfolkene tilplante de mange åbne arealer. Derfor oprettede man planteskoler, hvor de små træer blev sået, priklet ud og passet, indtil de var så store, at de kunne komme ud i skoven. For at undgå at småtræerne blev ødelagt af hjorte og især fritgående husdyr, byggede man diger af jord eller sten omkring bomskolerne.

 

Grisene i Nordskov

I Nordskov er der tydelige spor fra tiden før 1805, hvor skovene blev brugt til græsningsområde for husdyr. Køer og heste åd af træerne, så ny opvækst var hæmmet. Derfor blev skovene meget lysåbne.

 

Især var svinedriften i skovene vigtig.  Alene navnene på de små damme - Sokær og Grisekær - fortæller, at her er det godt at være for grisene i skoven. Ved vandhullerne kunne grisene drikke og tage mudderbad, der samtidig var en effektiv beskyttelse mod utøj.

 

Hver sommer blev skoven vurderet: Hvor meget frugt var der på træerne, og hvor mange grise ville der være føde til. I efteråret blev grisene så sluppet løs i skovene for at æde sig fede på olden. I november blev de igen hentet hjem, hvor de blev slagtet til vinterens flæsk.

 

Grisene spiste stort set alt i skovbunden, men de har også deres livretter. Agern fra eg og bog fra bøg elsker de. I jagten på deres livretter fik de rodet skovbunden grundigt igennem og samtidig fik de bøgetræernes bog rodet ned i jorden, hvor små bøgetræer spirede året efter. De øvrige husdyr bryder sig ikke om bøg, og så længe der var andet at æde, fik træerne lov at stå. I løbet af 500 år ændrede køer og grise den oprindelige meget blandede løvskov til en bøgeskov.

 

Savgrave i Nordskov

I Nordskov risikerer man at falde i et hul, hvis man kommer lidt væk fra skovvejen – fx langs Hårupvej ca. 300 meter øst for Sokær.

 

Hullerne er ikke fælder, men savgrave. Formålet med savgrave var at save træ op til tømmer. Når man havde fældet et stort træ, kunne datidens vogne ikke transportere det. Derfor blev det savet op på stedet. Man gravede et hul i jorden. 3-6 meter lang, 60 cm bred og 180 cm dyb (der blev regnet i alen  på ca. 63 cm). Derpå lagde man nogle solide pæle over hullet, og rullede så en tung træstamme ud på dem. Med en langsav kunne to mænd nu save stammen op på langs. Den ene i savgraven udnyttede tyngdekraften til at drive saven gennem træet, mens den anden stod oven på træstammen og styrede saven tilbage.

 

Teknikken har været brugt langt tilbage i middelalderen og helt frem til omkring 1930. De fleste savhuller er forsvundet efterhånden som jord, grene og blade fylder savgravene op, men i Nordskov er der savgrave, som endnu kan ses. Foruden savgraven nær Sokær, ligger der nogle meget tydelige af typen længere østpå langs Nyløkkevej.

 

Tyske spor i Vesterskov fra besættelsestiden

Under 2. verdenskrig vendte krigslykken for Hitler og Tyskland i 1941 på østfronten i Sovjetunionen. Tyskerne erkendte, at de måtte forberede sig på en krig på to fronter. For at frigøre soldater til østfronten, besluttede Hitler at bygge en "ny vestmur" fra Sydfrankrig til Nordnorge – den såkaldte Atlantvolden.

 

I Danmark gik arbejdet i gang i 1942 fra den dansk-tyske grænse til Skagen og Frederikshavn. Og i 1943 blev Silkeborg Bad i Vesterskov beslaglagt af tyskerne og udbygget til deres militære hovedkvarter i Danmark. Ved siden af det gamle kurhotel blev der opført 12 store betonbunkers og 30 mindre betonanlæg.

 

I Vesterskov omkring Silkeborg Bad er der stadig spor efter skyttegrave, barakker, maskingeværstillinger m.m. Og blandt de helt tydelige spor er de mange bunkers, hvor Silkeborg Bunkermuseum er indrettet i en stor mandskabsbunker (15 på kortet).

 

Læs mere om bunkeren på Silkeborgbunkermuseum.dk

 

Tekst: Naturstyrelsen

Læs om Silkeborgs papirfabrik

1844-1894

Silkeborg Papirfabrik blev anlagt i 1844, og Silkeborg by var en realitet i 1846.

 

Firmaet Drewsen & Sønner på Strandmøllen nord for København udbyggede sin position inden for den tidlige danske papirindustri i 1844 ved at etablere Silkeborg Papirfabrik. Silkeborg var dengang et øde, smukt og tyndt befolket område med en gammel Silkeborg Hovedgård, en vandmølle og nogle småhuse. Det var nu ikke på grund af den smukke natur, at familien Drewsen søgte til Silkeborg. Familien Drewsen valgte Silkeborg på grund af Gudenåens vandmængde og vandkraft.

 

Firmaet hed Drewsen og Sønner – Drewsen var faderen, I.C. Drewsen, og sønnerne var Christian og Michael Drewsen. Drewsen & Sønner fik retten til at anlægge en stor papirfabrik samtidig med, at statsmagten planlagde en handelsplads i det øde Midtjylland. Fabrikken og handelspladsen skulle skabe civilisation og økonomisk fremgang i det mørke Jylland.

 

Familien Drewsen sendte den yngste søn, Michael Drewsen, til Silkeborg for at forestå opførelsen af den tip-top-moderne papirfabrik i foråret 1844. Det var et gigantisk industriprojekt efter datidens målestok. Anlæggelse af ét af Danmarks største industrianlæg midt i en udørken var forbundet med mange problemer. Michael Drewsen måtte eksempelvis bygge arbejderboliger, etablere nyt teglværk, pilotere i den sumpede grund, sørge for brændsel osv. Michael Drewsen skabte et helt fabrikssamfund på stedet. Nytårsdag 1845 blev det første ark papir produceret. Firmaet udbyggede i 1847-48 Silkeborg Papirfabrik med endnu en papirmaskine, som kom fra Strandmøllen. Silkeborg Papirfabrik var herefter landets største papirindustrielle kompleks.

 

Michael Drewsen var firmaets repræsentant i Silkeborg og daglig leder af virksomheden. Han var en rastløs og energisk mand, der elskede at eksperimentere og skabe noget. Silkeborg Papirfabrik fik hurtigt ry for at producere godt papir og være initiativtager til ny teknologi. En af den unge fabriks store opfindelser var udviklingen af verdens første "kalander" til at glitte papiret i ruller.

 

Brødrene Christian og Michael Drewsen gik hver til sit i 1866, og Michael Drewsen fortsatte i Silkeborg som "Drewsen & Søn", idet sønnen Christian Drewsen kom med i firmaet. De solgte imidlertid allerede i 1870 Silkeborg Papirfabrik til cand. pharm. N. Strøyberg.

 

N. Strøyberg havde Silkeborg Papirfabrik i perioden 1870-1889. Det var en hård og dårlig tid for dansk papirindustri – også i Silkeborg. N. Strøyberg øgede produktionen i løbet af 1870’erne og 1880’erne, men priserne var nedadgående. Konkurrencen i dansk papirindustri nødvendiggjorde sammenslutninger og koordinering. Midt i 1880’erne indgik Silkeborg Papirfabrik et samarbejde med Magle Mølle Papirfabrik ved Næstved. Men dette samarbejde var ikke tilstrækkeligt, og i 1889 samledes stort set hele den danske papirindustri i aktieselskabet De forenede Papirfabrikker (DfP).

 

De forenede Papirfabrikker begyndte med at nedlægge fabrikken i Silkeborg. Men Silkeborg Papirfabrik genåbnede i 1894 under stor opmærksomhed. DfP havde totalt renoveret fabrikken og installeret et helt nyt produktionsanlæg med en ny papirmaskine med henblik på at producere finpapir. Silkeborg Papirfabrik indgik nu i DfPs landsdækkende arbejdsdeling: I Silkeborg skulle de fine og fineste papirkvaliteter produceres.

 

Håndgjort papir

Silkeborg Papirfabrik fra 1899 blev rammen om håndgjort papir i Danmark. Den gamle papirfabrik Strandmøllen lukkede i 1899, og produktionen af det håndgjorte papir blev flyttet til Silkeborg.

 

Silkeborg Papirfabrik fik i 1909-1910 overdraget opgaven at producere papiret til Danmarks pengesedler. Af sikkerhedsmæssige og holdbarhedsmæssige årsager skulle papiret til pengesedlerne være på håndgjort papir. Danmarks Nationalbank stillede en række betingelser for at placere produktionen i Silkeborg. Blandt andet skulle produktionen foregå i en særskilt bygning. Papirfabrikken fik derfor opført en nye prangende fabriksbygning til formålet – Seddelfabrikken.

 

Silkeborg Papirfabrik blev center for håndgjort papir med produktion både i Seddelfabrikken og i "den gamle bøtte".


Silkeborg Papirfabrik kom i årene 1910-1958 til at danne rammen om den største produktion af håndgjort papir nogensinde i papirfabrikationens historie i Danmark. Produktionen af papir til de danske pengesedler på håndgjort papir svandt drastisk i 1958, og produktionen hørte helt op i 1963. Silkeborg Papirfabrik fortsatte med at producere håndgjort papir i den gamle bøtte frem til 1990.

 

1894-1990

Silkeborg Papirfabrik stod i alle årene med den opgave at levere de fineste papirkvaliteter til kunderne. Fabrikken blev udvidet i 1925 og 1934-36 med henholdsvis papirmaskine nr.2 (PM2) og nr.3 (PM3). Installering af en ny papirmaskine er næsten som at bygge en hel ny fabrik. Selve papirmaskinen er en stor og kompliceret maskine, og dertil kommer en stor forarbejdningsafdeling (med hollænder m.m.) og en stor efterbearbejdningsafdeling.


Silkeborg Papirfabriks position i den danske papirindustris arbejdsdeling betød, at fabrikken først og fremmest skulle satse på kvalitet og mindre på mængde. I takt med den internationale papirindustris udvikling har fabrikken i Silkeborg skullet forædle sine produkter, så de hele tiden var konkurrencedygtige. Silkeborg Papirfabrik var en af De forenede Papirfabrikkers mindre virksomheder, men det var ikke desto mindre her, man lærte papirhåndværket i alle dets facetter.

 

Silkeborg Papirfabrik var en solid og god forretning. Men det var ikke her, de store investeringer blev foretaget. Silkeborg Papirfabriks overlevelse afhang af det lokale engagement og evne til at forædle de fine og højt specialiserede papirkvaliteter. Det lykkedes overraskende godt.


Silkeborg Papirfabriks internationale kendemærke blev i 1980’erne det såkaldte "System Silkeborg International". "System Silkeborg" dækker over en speciel proces til fremstilling af forædlede sikkerhedspapirkvaliteter.

Silkeborg Papirfabrik fik også i 1980’erne en solid succes med produktion af kulørte papirkvaliteter i den såkaldte Tivoliserie.


1990-2000

Storas overtagelse af De forenede Papirfabrikker i 1989/90 varslede nye tider. Stora var ikke interesseret i Silkeborg Papirfabriks produktionsprofil, så man så sig om efter nye ejere. Den tyske papirkoncern Drewsen Spezialpapiere GmbH & CO.KG i Lachendorf overtog i 1993 aktiemajoriteten i Silkeborg. Hermed var kredsen sluttet tilbage til familien Drewsen. Det var imidlertid hverken på grund af de historiske eller de familiemæssige relationer, at Drewsen Spezialpapiere overtog fabrikken i Silkeborg. Det skyldtes først og fremmest ønsket om, at den samlede koncern skulle stå stærkt på det internationale marked med hensyn til specialpapir.

 

Silkeborg Papirfabrik havde i 1990’erne to produktionsområder: Sikkerhedspapir og grafisk papir.

 

Drewsen Spezialpapiere meddelte i april 2000, at Silkeborg Papirfabrik lukkede med udgangen af maj samme år. En epoke i Silkeborgs historie var hermed slut.

 

Tekst: Museum Silkeborg

Læs om Anton Rosen

Mere end nogen anden har én arkitekt sat sit fingeraftryk på den unge by Silkeborg. I mere end 40 år arbejder Anton Rosen i Silkeborg. Han er kraftigt inspireret af jugendstilen, som udfolder sig i Europa i årene fra 1890 til 1910. I alt tegner han 32 bygninger i Silkeborgområdet, hvoraf 19 stadig eksisterer. I dag er Anton Rosen mest kendt for Palace Hotel (1910) på Rådhuspladsen i København, Ole Rømer Observatoriet (1911) i Aarhus og Tuborgs administrationsbygning ”Rosenhuset” (1913) på Strandvejen i København. Det er alle bygninger, der i dag er fredede. 

 

Anton Rosen bliver født i Horsens i 1859, og han bliver uddannet arkitekt i 1882 fra Kunstakademiets Arkitektskole i København. Herefter bliver han ansat hos en af landets førende arkitekter, Vilhelm Dahlerup, og kommer i 1883 til at lede arbejdet ved opførelsen af hovedbygningen til den nye Silkeborg Vandkuranstalt. I 1889 gifter han sig med Martine Grabow, datter af gæstgiver Jens Grabow, som er ejer af det hotel, der senere bliver til det nuværende Hotel Dania på Torvet. Anton Rosen dør i 1928 i København.

 

Anton Rosen arbejdede ikke kun med bygningerne og deres ydre udtryk, men formgav også tilhørende møbler og andet inventar, f.eks. til Silkeborg By- og Amtssygehus. Th. Langs Skoler og til sommerhuset "Egedal".

 

Da Silkeborg blev købstad i 1900 valgte man Rosens forslag til byvåben. Det er et meget enkelt motiv med en bispehue, en borg og nederst en serie bølgelinjer. Det refererer til sagnet om Silkeborg Slot, der blev anlagt der, hvor bispens hue drev i land. Det kom naturligvis til at indgå på facaderne af flere af de offentlige byggerier – bl.a. By- og Amtssygehuset og Borgerskolen.

 

Værkerfortegnelse af stadig eksisterende bygninger

1885: Skovvilla/Silkeborg Vandkuranstalt/KunstCentret Silkeborg Bad, Gjessøvej 40.

 

1886: Butiks- og beboelsesejendom, Søndergade 3. (Stueetagen stærkt ændret).

 

1886: Skolebestyrer Kr. Johansens skolebygning / Silkeborg Seminarium, Skolegade 2.

 

1886: Højere Pigeskole/Th. Langs Skoler, hovedbygning, Hostrupsgade 40, Skoletorvet.

 

1887-88: Lunden/Skovpavillon og forlystelsesetablissement, Vestergade 74.

 

1894: Forskoleseminarium/Th. Langs Skoler, Estrupsgade 1.

 

1895: Butiks- og beboelsesejendom, Søndergade 8.

 

1896: Butiks- og beboelsesejendom, Vestergade 2B. (Stueetagen stærkt ændret).

 

1898: Butiks- og beboelsesejendom/senere Ørne Apotek, Vestergade 9A.

 

1900: Kvindeseminarium/Th. Langs Skoler/”Den hvide bygning”, Hostrupsgade 40. (Forbundet med eksisterende hovedbygning ved mellembygning).

 

1901: Butiks- og beboelsesejendom/”Henryhus”, Søndergade 34.

 

1902: Silkeborg By- og Amtssygehus, Falkevej 1-3. (Hovedbygning nedrevet

 

1952. Epidemisk afdeling, som i dag rummer administration og sygehusledelse, og ligkapel eksisterer).

 

1902: Butiks- og beboelsesejendom, Christian 8.s Vej 18

 

1902: Vandtårn/C. Commichau & Co.s Trikotagefabrik, Amaliegade 49. (Fredet, 1986).

 

1911: Forskoleseminarium/Th. Langs Skoler, Hostrupsgade 41.

 

1919: Sommerhus/”Egedal”, Kalsholtvej 12, Svejbæk.1921: Villa/Knaps Villa, Hovedgårdsvej 5.

 

1927: Bådehus/”Egedal”, Kalsholtvej 12, Svejbæk.

 

Tekst: www.arkitekten.silkeborg.dk & wikisilkeborg