VisitSilkeborg

Selvguidede vandre- og cykelferier med Wild Rover Travel

Wild Rover Travel arrangerer selvguidede vandre- og cykelferier - tag for eksempel på vandretur langs Hærvejen eller på Himmelbjerget. Hos Wild Rover Travel bestiller du en selvguidet tur, som inkluderer rutebeskrivelse/kort/GPS tracks, overnatningssteder med morgenmad og transport af bagage.

Du bestemmer selv, hvornår du vil starte turen, og da det er på egen hånd (altså uden guide), bestemmer du selvfølgelig også selv, hvem du rejser med og i hvilket tempo.

Selvguidede vandreferier omkring Silkeborg

I Aarhusregionen tilbyder Wild Rover Travel otte selvguidede vandreferier samt en enkelt cykelferie. Flere af turene er centreret omkring Søhøjlandets hovedstad Silkeborg. Det gælder bl.a. Himmelbjergruten (4 dage), som er en af de smukkeste vandreruter i Danmark. Her vandrer du gennem dybe skove, forbi blanke søer (husk badetøj!) og op ad Danmarks mest berømte ’bjerg’. Og så bor du på tre af områdets bedste hoteller, der også byder på fantastiske gourmetoplevelser.

Hvis du foretrækker en tur med kortere etaper, er Trækstien (4 dage) et godt bud. På denne tur følger du Gudenåen fra Silkeborg til Bjerringbro og overnatter på de hyggelige, gamle pramdragerkroer undervejs. Og hvis du ikke kan vælge mellem Himmelbjergruten og Trækstien eller bare gerne vil have en lidt længere tur i området, så er turen Vandring i Søhøjlandet (6 dage) sikkert noget for dig. Her er de to populære ruter kombineret i én samlet vandreferie.

Historisk vandring på Hærvejen

Hvis du er interesseret i historie eller gerne vil på pilgrimsvandring, men ikke har mod på caminoen i Spanien, kan du overveje ’den danske camino’ Hærvejen. Det er Danmarks mest berømte og bedst beskrevne vandrerute, som skønnes at have været i brug allerede for 4.000 år siden!

Du kan vælge mellem tre ture på hhv. 5 dage fra Viborg til Bølling Sø, 6 dage fra Bølling Sø til Jelling eller den lange udgave på 9 dage fra Viborg til Jelling. Overnatningen foregår på hyggelige kroer og B&Bs. Du kan også vælge at kombinere den første del af Hærvejen med Trækstien, så du vandrer fra Silkeborg til Bølling Sø (8 dage).

Vandring eller cykling på Bryrupbanestien

En anden historisk vandrerute er Bryrupbanestien (6 dage), om end dens historie ikke går helt så langt tilbage som Hærvejens. På Bryrupbanestien følger man en nedlagt jernbane mellem Horsens og Silkeborg, der i sin tid var kendt som ’Danmarks smukkeste jernbane’. Ruten er rig på både spændende historie og smukke naturområder.

Det er også Bryrupbanestien, man følger på de to sidste etaper af Wild Rover Travels Cykelferie i Østjylland (6 dage), der starter og slutter i Silkeborg og går via Nørre Snede, Vejle, Horsens og Brædstrup. På de første to etaper følger man i øvrigt cykeludgaven af Hærvejen og kommer bl.a. gennem de særprægede naturområder Sepstrup Sande og Vrads Sande foruden den historiske vikingeby Jelling.

#wildrovertravel #visitaarhusregionen